Klar til en aften med øl, grin og god samvittighed

Klar til en aften med øl, grin og god samvittighed

2. maj 2025 08:39 , af Michael Kjær

Ringriderfesten i Sønderborg inviterer til et unikt velgørenhedsarrangement torsdag den 3. juli 2025 i Farverihallen på EUC Syd i Sønderborg. Arrangementet sker i et samarbejde med Midtfyns Bryghus og byder på en forrygende aften med stand-up comedy, ølsmagning, musikalsk overraskelse og hygge – alt sammen til fordel for Alzheimersforeningen.

Kan du lide øl? Kan du lide at grine?

Så vil du elske dette anderledes ølshow, hvor amerikansk stand-up humor og dansk ølkultur mødes i en helt særlig oplevelse. Aftenen byder på Eddie’s Ølshow – et humoristisk, skævt og kærligt blik på Danmark set gennem øjnene på Eddie Szweda, ejer af Midtfyns Bryghus, entertainer og dedikeret Danmark-fan.

Med udgangspunkt i egne oplevelser underholder Eddie med historier om livet, danskerne, og de små forskelle, der gør os både elskelige og sjove.

”Det handler om 20 procent øl – og 80 procent alt det andet”, siger Eddie Szweda med et grin på sit amerikaniserede danske.

Publikum kan se frem til 7 forskellige øl fra Midtfyns Bryghus – og et gratis ølglas med hjem.

Under ølsmagningen deler Eddie nørdede detaljer om bryggeprocessen og livet som bryghusejer, krydret med skæve anekdoter om flytningen fra storbylivet i New York og Chicago til en lille by på Fyn – i jagten på the American Dream i Danmark.

Midt i arrangementet venter en musikalsk overraskelse, der vil sætte ekstra gang i stemningen.

Hele billetindtægten går ubeskåret til Alzheimersforeningen, så du kan nyde en aften med både grin, gode smagsoplevelser og støtte et vigtigt formål.

 

Vi glæder os til at fylde Farverihallen med latter, liv og god øl den 3. juli.