Ib Frandsen er gået bort (Mindeord)

Ib Frandsen er gået bort (Mindeord)

3. januar 2025 15:57 , af Jan Rasmussen

Formanden for Ringriderfesten i Sønderborg, Jan Rasmussen, skriver mindeord i forbindelse med sportshandler Ib Frandsens død den 25. december 2024.

Det er med stor sorg, vi har modtaget meddelelsen om Ib Frandsens død, som i mange år var blandt de frivillige bag Ringriderfesten i Sønderborg.

Ib Fransen blev medlem af Arenakomiteen i 1960, hvor han senere blev formand. Han stod blandt meget andet bag udviklingen af Herrefrokosten.
I 1994 modtog han 35-års medaljen, og året efter blev han udnævnt til æresmedlem.

Herefter brugte Ib Fransen meget tid på at reorganisere Ringriderarkivet, hvilket senere førte til det, vi i dag kender som Ringridermuseet. Museet blev oprettet i 2006, hvor han med sin store baggrundsviden og autoritet spillede en vigtig rolle i Museumskomiteen.

Også familien blev en del af det frivillige arbejde omkring Ringriderfesten. Det førte til, at både Ib Frandsens søn, Michael, og hans barnebarn, Niklas, fulgte i hans fodspor. I dag er de begge aktive medlemmer af Arenakomiteen.

Siden 1988 var Ib Fransen desuden en del af Seniorkomiteen.

I denne stund går vores tanker til hans hustru Toni, børn og børnebørn.

Æret være Ib Frandsens minde.